(U)hyggelig Halloween

halloween 2015 udklædning - www.vangelyst.dk

I dag har Karl haft sin gode kammerat på besøg – et af dagens højdepunkter var at de skulle ind til “byen” og rasle. Slik eller Ballade! – tror det blev SLIK de fleste steder, for de kom hjem med en hel bærepose fuld hver efter kun to timer… Jeg synes faktisk det er ret overvældende, at der er så mange søde mennesker, som lukker op og giver slik og søde sager til børnene – det må alligevel komme mange forbi sådan en dag. Tak!

Rasle-halloween-slik-eller-ballade

I år har både Alma og Karl været meget interesseret i at være klædt ud til Halloween og har talt om det hele ugen. Lidt sjovt – for normalt gider de ikke engang være klædt ud til fastelavn. Alma var klædt ud som en fæl heks med en økse gennem hovedet?! Karl som… tjaa? Bedøm selv – måske en slags spøgelse.

Halloween 2015 - www.vangelyst.dk

Det er også første år de begge har været ude og “rasle” – eller det vil sige – Karl har været af sted. Alma ville også rigtig gerne og hun havde lavet en aftale med en veninde…Jeg havde lovet at gå med så jeg var i nærheden – men de skulle selv gå hen og banke på. Vi tog også ind til byen , men da det kom til stykket ville hun ikke. Tror det var lidt for grænseoverskridende at gå hen og banke på ved nogen hun slet ikke kender – selvom veninden var ret modig og ikke havde noget imod det.

Vi bor jo ude på landet og er ikke vant til at der kommer fremmede og banker på – men tror alligevel hun ville have syntes det havde været ret hyggeligt at gøre det her ude, hvor vi kender hinanden, selvom vil bor lidt spredt.

halloween-uhygge-med-pizza

For at hun ikke skulle føle sig alt for trist over nederlaget, købte jeg lidt Halloween pynt sat ned til næsten ingen penge. Så Alma lavede et rigtig fint bord pyntet med pyntegræskar fra haven, serpentiner og guirlander, Halloween dækkeservietter og sorte lys.Det var rigtig (u)hyggeligt! 🙂

Sund æblekage

Opskrift på sund æblekage - www.vangelyst.dk

I dag har vi bare slappet af… Alma har været til forbold indendørs for første gang og scorede 3 mål! Ulrik og drengene har været ude og se Magnus hold spille, men han var ikke selv med, da han er skadet. Jeg har været ude at cykle en tur ned til en af naboerne som skal på ferie – så jeg skulle lige instrueres i pasning af høns, ænder, gæs, køer, heste og et par katte 🙂

I eftermiddags synes jeg vi trængte til lidt sødt, men samtidig prøver vi lige at holde igen med sukker, hvidt brød og andre usunde sager. Tror jeg fik min dosis af hvidt brød og pasta, da vi var i Rom sidste weekend!

Jeg lavede derfor en lidt alternativ og forholdsvis sund æblekage – i hvert fald noget sundere end gammeldags æblekage som vi ellers alle er vild med.

Opskrift på sund og nem æblekage:

5 æbler
200 g havregryn
2 spsk. kokosolie
1 spsk honning
kanel
kakao
vanille
Skyr (som tilbehør)

opskrift sund æblekage - www.vangelyst.dk

Kernehuset fjernes i æblerne og de skæres i tern og fordeles i et smurt fad og drysses med kanel.

Kokosolie og honning smeltes på en pande og havregryn tilsættes. Drys lidt vanille og kakaopulver hen over og vend det på på panden til olie og honning er godt fordelt.

Blandingen hældes over æblerne og det sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min.

Opskrift på sund kage - www.vangelyst.dk

Til sidst dryssede jeg lidt mere kakaopulver over kagen – og så er den klar til servering.

Havregrynene kan godt være lidt tørre, så det er godt med skyr eller creme fraice til. Vi fik Cheasy Skyr med vanille til kagen – og det smagte rigtig godt.

æblekage med havregryn og skyr - www.vangelyst.dk

Sund og meget nem æblekage på under en halv time 🙂

Indtryk fra Rom

Guide til ferie i Rom - www.vangelyst.dk

Jeg sidder lige og ser alle mine billeder fra turen til Rom igennem – det er skønt at kunne vise Ulrik og børnene, hvor jeg har været og fortælle om det jeg har oplevet gennem billederne. Tror godt de kan fornemme hvor dejligt der er 🙂

Vi tog af sted i lørdags fra Kastrup og fløj med Easyjet – alt gik efter planen. Min søster havde tjekket od sin på forhånd, så det var bare at gå til gaten.

Smalle gader og detaljer i Rom - www.vangelyst.dk

Vi ankom til Rom lørdag eftermiddag, hvor vejret var dejlig mildt. Vi havde på forhånd booket en taxa, så vi kunne komme hurtigt ind til vores lejlighed i det hyggelige kvarter Trastervere. Lejligheden havde min søster havde booket hjemmefra gennem airbnb og det var en virkelig fin lejlighed til 6 personer, som jeg varmt kan anbefale! Den ligger i en lille hyggelig borstensbelagt gade, med høje gamle huse malet i dusede brændte farver, skodder ved vinduerne og flotte tunge døre… Et fuldstendig fantastisk og autentisk sted! Du kan finde lejligheden i Trastevere HER.

Guide til ferie i Rom - www.vangelyst.dk

Søndag startede vi med morgenmad på en lille hyggelig café – men maden var dog ikke noget at skrive hjem om og prisen alt for høj – så det vil jeg ikke fortælle mere om.

Begge dage stod på sightseeing – her kommer en kort oversigt over de ting vi så.

DAG 1:

1. Et kig ind i Santa Maria kirken i Trastevere – en af Rom’s ældste kirker. Kendt for dens smukke mosaikker.
2. Palatinerhøjen eller Palatine Hill
3. Colosseum
4. Frokost på en hyggelig pizzarestaurant
5. Piazza di Venezia
6. Pantheon
7. Kaffe på torvet foran Pantheon – ret dyrt, men et godt sted at hvile benene
8. Aftensmad på Ristorante der Pallaro ved en ægte Italiensk mama! Helt fantastisk!

Resten af aftenen brugte vi i Roms hyggelige smalle gader, hvor vi kiggede i butikker og mærkede stemningen i Trastevere med gøglere, gadesælgere og levende musik.

DAG 2:

1. Morgenmad på Grazia & Graziella – en lækker café med den fedeste indretning. Maden var god og prisen meget rimelig.
2. Gåtur til Manfredi Lighthouse hvorfra der var den smukkeste ud sigt ud over byen
3. Vatikanet og det det Sixtinske Kapel (Tip: køb billetter hjemmefra!!)
4. Peterskirken
5. Frokost på Borgo 36 – en hyggelig café lidt uden for Vatikanet
6. Et kig ind på Caffè Greco, som er en tidligere kunstner café hvor bl.a. H.C. Andersen kom når han var i Rom.
7. Den Spanske Trappe
8. Trevi-Fontænen – som desværre var under restaurering
9. Pause og kaffe på en lille hyggelig fortovscafe L’Antico Forno – Fontana di Trevi
10. Shopping
11. Aftensmad i Trastevere på La Prosciutteria – lille bitte sted med skinker hængende ned fra loftet, gamle slidte møbler, ost, skinke og rødvin – uhmmm!

Vi gik små 20 km hver dag, men alt ligger så tæt og vi havde mange små stop under vejs, så det føltes ikke som om vi havde gået så langt. Måske lige bortset fra et par af mostrene, med lidt dårlige hofter, men de klarede den alligevel 🙂

Der kommer nogle indlæg om nogle af de steder vi besøgte – mest for at vise billeder, så jeg har dem i min lille dagbog her på bloggen, men jeg håber også der er nogen, der kan bruge det som inspiration eller en mini-guide, hvis man skal til Rom – eller blot har lyst til at læse med og nyde stemningen i billederne..

ENGLISH: Last weekend I went to Rome in Italy with my sister, mom and other relatives. It was a fantastic trip. Press “translate” in the top menu to read the text in English.

Hjemme igen…

  
Så er vi hjemme igen efter en fantastisk tur til Rom sammen med min søster, kusine, mor, moster og tante.

Vi har været af sted fra lørdag til tirsdag og har haft to hele dage i Rom, hvor vi har set en masse spændende, spist de lækreste steder, boet i det hyggelige område Trastevere og gået ca. 20 km hver dag.

Der kommer nok en længere rejseberetning, som nogen måske kan få glæde af – og som jeg selv vil glæde mig over at kunne se tilbage på og genopleve gennem billeder og tekst.

Postkort fra Fanø – efterårsferie 2015

Postkort fra Fanø efterårsferie 2015 - www.vangelyst.dk

I weekenden var vi i sommerhuset. Vejret var dejligt – så vi nød stranden, vinden og solen.

Vi tog først af sted lørdag, da vi lige har fået installeret nyt varmeanlæg i fredags og skulle sikre at det kørte, inden vi forlod huset.

Vi ankom til øen først på eftermiddagen. Solen stod højt på himlen og vinden var mild. Jeg satte mig derfor ude på terrassen med et lunt tæppe og en kop kaffe og læste haveblade. Luksus!

Postkort fra fanø 2015 - www.vangelyst.dk

Mens jeg sad der, bredte duften af friske pandekager sig. Næsten som at sidde i gårdhaven ved det idylliske Hans & Grethe Creperie – også kaldet Pandekagehuset. Et rigtig hyggeligt lille sted på hovedgaden i Nordby på Fanø, hvor de laver de lækreste pandekager!

Det var Ulrik og børnene, som var gået i gang med at lave pandekager. Efter lidt tid kom Alma stolt ud og inviterede mig indenfor på hendes lille restaurant, hvor der blev serveret pandekager med is – uhmm 🙂

Søndag morgen kom min søster, mor og moster med morgenbrød. Så skønt at de gad tage turen over til os. Vi tog os god tid til at spise morgenmad, hyggede og gik en lang tur til stranden. Vi kiggede¨også på nogle sommerhuse, der er til salg i nærheden af vores. Det kunne være så hyggeligt, hvis min søster også kunne finde på at købe et sommerhus på Fanø.

Mandag tog vi hjem igen og i morgen skal jeg allerede på arbejde. I morgen skal Magnus også sendes af sted på fodboldlejer til Holland. Han kan desværre ikke spille, da han er skadet, men det bliver en stor oplevelse for ham at være selv af sted, tror jeg.

Lørdag tager jeg af sted til Italien på en tøsetur sammen med min søster, mor, moster, tante og kusine! Så selvom det kun var to dage på Fanø og en ekstra fridag i dag, har jeg noget at se frem til 🙂

ENGLISH: A little postcard from the Isle of Fanø where we have a summer house. Press “translate” in the top menu to read the text in English.

Koldinghus i efterårsferien

Koldinghus for børn - www.vangelyst.dk

Jubii – nu er det efterårsferie!! Jeg skal godt nok på arbejde det meste af næste uge, men et par enkelte fridage bliver det heldigvis til. Vi satser på at tage et smut til Fanø og hygge os i sommerhuset og resten af ugen hygger Ulrik med børnene.

koldinghus slot - www.vangelyst.dk

Men man kan også besøge det gamle kongeslot Koldinghus i efterårsferien. Det gjorde jeg sidste år sammen med Karl og Alma – og vi havde en rigtig skøn dag!

På Koldinghus har man gennem de sidste 10 år arrangeret underholdning for børn på slottet i efterårsferien. Det er bygget op, som en levende historie, hvor børnene selv deltager og bliver en del af den.

Det er virkelig gennemført!!

Historien foregik sidste år i renæssancen – for over 400 år siden. Christian 4. var konge og Danmark var en stormagt. Temaet var I kongens tjeneste og børn og voksne kunne ganske enkelt komme i tjeneste hos kongen!

Koldinghus efterårsferie - www.vangelyst.dk

Man skulle lære militære færdigheder som f.eks. at pudse en rustning eller et sværd og man skulle kunne skaffe mad og tilberede det. Og der kunne være frygtelige konsevenser for dem der ikke overholdt reglerne 🙂

koldinghus efterårsferie - www.vangelyst.dk

koldinghus fiskedam - www.vangelyst.dk

Men man skulle også lære at læse og skrive og kunne begå sig ved det kongelige hof – og kende dronningens morgentoilette!

Koldinghus for børn - www.vangelyst.dk

Her er Karl dybt koncentreret og i gang med at lave en vifte til dronningen.

koldinghus levende historie - www.vangelyst.dk

Og selvfølgelig skulle man også lære at fægte, så man kunne forsvare guld, konge og fædreland!

For at være i kongens tjeneste skulle man altså udvise disciplin, mod, udholdenhed, kløgt og snilde for at bevise sin trofasthed.

Til gengæld var belønningen stor!

koldinghus efterårsferie - www.vangelyst.dk

Man kunne nemlig komme i audiens ved kongen.

For hver tjeneste man havde udført, kunne man få et farvet bånd, der hvert symboliserede en egenskab. Havde man samlet alle bånd, kunne man komme i audiens ved kongen og modtage et hædersbevis for tro tjeneste.

koldinghus efterårsferie - www.vangelyst.dk

For Alma var det altså ret stort!

koldinghus audiens ved kongen - www.vangelyst.dk

Men jeg tror nu også Karl var lidt benovet over at møde kongen 🙂

koldinghus audiens ved kongen - www.vangelyst.dk

Som jeg startede med at skrive var det altså bare gennemført fra start til slut!

Når efterårsferien starter I næste uge er man tilbage i 1610. Det gamle kongeslot står på den anden ende. Kæmpetårnet er nemlig bygget færdigt, og Christian 4. vil holde en stor fest. Alle må derfor hjælpe til med forberedelserne. Du kan læse mere om Kongens store fest HER.

Koldinghus oplevelser for børn - www.vangelyst.dk

Åbningstiderne i efterårsferien 2015 på Koldinghus er fra mandag 12.oktober til og med lørdag 17. oktober, kl. 11.00 – 16.00

Der er gratis adgang til museet og alle aktiviteter for alle under 18 år.

Det er altså bare med at komme af sted, hvis du bor i det jyske eller kommer på disse kanter. Jeg kan varmt anbefale det – både vor børn og voksne!

Kolding ved springvandet - www.vangelyst.dk

Håber I får en rigtig dejlig efterårsferie 🙂