Jeg er vild med månen…

månen septemper

De sidste par dage har månen været utrolig stor og flot! Selvom den er aftagende.

Mange siger at de bliver påvirket negativt af månen med søvnmangel og træthed. Sådan er det ikke for mig – jeg elsker månen. Elsker lyset.

Jeg kan finde på ikke at rulle gardinet ned – så lyset fra månen kan lyse ind når jeg skal sove. Jeg elsker også at gå udenfor på marken eller i haven når det hele er oplyst af månen.

Mon der er andre der har det lige sådan?

månen september 2014

En anden skøn ting er at fotografere månen – og jeg øver mig…

Billede 1: ISO 500 – F 5.6 – 1/320
Billede 2: ISO 400 – F 7.4 – 1/160

Det er egentlig ikke så svært når man først får prøvet sig lidt frem – skarpheden mangler dog stadig, men det er måske udstyret, der ikke kan gøre det bedre? Det vælger jeg i hvert fald at tro ind til videre 🙂

Hvis du gerne vil følge med i hvornår det er fuldmåne er der en fin månekalender HER.

Til høstmarked i Geografisk Have

sydesalt honning pyntegræskar høstmarked 03

I søndags var jeg først på Georg Jensen lagersalg og bagefter til høstmarked i Geografisk have i Kolding sammen med min moster. Det er et rigtig dejligt sted og vi burde virkelig være bedre til at komme der en gang imellem.

høstmarked geografisk have

Høstmarkedet drives udelukkende af frivillige og hele overskuddet på fra høstmarkedet bliver brugt på projekter i Geografisk Have – det synes jeg da er dejligt at vide. Markedet er en blanding af mange firmaer med også private – fælles for dem alle er, at det er lækre varer – hvoraf meget af det var hjemmeavlet/lavet – med alt lige fra honning og grøntsager, strik, silke, stauder og pileflet til smukke franske loppefund.

høstmarked geografisk have

høstmarked geografisk have hærvejssalt

Jeg købte lækkert urtesalt i to forskellige blandinger – den ene med brændenælde og hvidløg og den anden med løvstikke, selleri, timian og gulerødder. Begge dele fra Hærvejssalt – man også kan bestille direkte HER.

høstmarked geografisk have pileflet

Jane Enemark, som jeg plejer at være til pileflet kursus ved, havde også en stand med alle hendes flotte kurve og andre lækre ting. Da jeg stod og talte med hende gik det op for mig at jeg faktisk ikke kan få det til at passe med at være med på pileflet hold i efteråret som jeg plejer. Ulrik har nemlig snuppet “min” mandag aften og er begyndt til svømning – hrmpf…

høstmarked geografisk have græskar

Pyntegræskar i lange baner – jeg købte et par stykker til at dekorere lidt med.

høstmarked geografisk have tulipanløg

Så kom jeg lige til at købe lidt tulipanløg… 100 stk. helt præcis 🙂

sydesalt honning pyntegræskar høstmarked

Den lækreste honning fra min onkel, som selv har bier og laver honning – ham kommer jeg nok til at støtte mig lidt op af når jeg selv skal have bier til næste år 🙂

Så kan man også lige se spidsen af et Georg Jensen viskestykke som jeg købte 5 stk. af på lagersalg inden vi tog på plantemarked til 20 kr. stykket – en super god pris!

høstmarked geografisk have

Der afholdes også plantemarked i juni måned i Geografisk Have – som efterhånden er blevet en stor begivenhed for alle havefolk, men der er mange forskellige stande, så der er noget for enhver smag – også hvis man ikke er så have-interesseret 🙂

DIY – hjemmelavede frøposer

DIY frøposer - www.vangelyst.dk

I formiddags var vi til fødselsdagsbrunch ved min mor og hendes mand – vi var ikke så mange, men det var rigtig hyggeligt. Efter vi havde spist, var vi på havevandring i min mors have – og undervejs samlede jeg lidt frø fra blomsten “Jomfru i det grønne” også kendt som Nigella, hvis frø faktisk er spiselige.

DIY frøposer - www.vangelyst.dk

Da vi kom hjem igen gik det op for mig, at vi ikke havde flere tomme små plastikbøtter – de stod alle sammen ude i drivhuset med diverse forskellige frø i.

DIY frøposer papir - www.vangelyst.dk

Derfor fik jeg lige en impulsiv idé og gik straks i gang med at lave nogle frøposer. Jeg fandt nogle gamle magasiner med prøver på gavepapir, som jeg egentlig aldrig har fået brugt til noget – men til de små frøposer var alle de forskellige farver papir perfekt.

DIY frøposer -www.vangelyst.dk

Nu har jeg fået styr på alle mine frø – og har endda en masse frøposer i overskud, klar til at blive fyldt op 🙂

ENGLISH: Today I made home made seed envelopes. Press TRANSLATE in the top menu to read the text in English.

Aftenstemning i havehuset

havehus aftenstemning www.vangelyst

I går havde Karl fødselsdag – så han havde slev fået lov til at bestemme hvad menuen skulle stå på – til gengæld havde jeg fået lov til at bestemme, at vi skulle sidde ude i havehuset og spise.

Det var bare så hyggeligt at sidde derude med levende lys i vinduerne og nyde aftensolen, mens vi spiste aftensmad. Bagefter blev vi alle der ude et stykke tid og snakkede og pjattede.

indretning havehus - www.vangelyst.dk

Jeg har fået indrettet det meste – men mangler stadig lige at finde et lille skab med glaslåger, hvor jeg kan have lidt tallerkener og glas i. Udfordringen er at finde et skab, der ikke er ret højt, da der er en kant og vinduer hele vejen rundt i huset.

Nå – ja… så mangler jeg også lige at male vinduerne færdige, men det er ikke nær så sjovt som indretning.

indretning med tavle - www.vangelyst

aftenstemning havehus - www.vangelyst.dk

På gulvet har jeg skålen fra Rörstrand, som jeg købte HER, fået plads på gulvet med en gammel flaske oveni. Ved siden af står en gammel sølvopsats med et fyrfadslys i. Bagved står en tavle, hvor jeg har skrevet nogle af alle de dejlige ting, som vi alle skal huske på 🙂

indretning havehus  - www.vangelyst

Ind til videre tror jeg ikke, jeg har sat noget nyt ind i huset – det hele er arvet, købt på loppemarked eller i genbrugsbutikker. Det lille ostefad i marmor er jeg ret glad for – jeg er faktisk oppe på hele tre styk af dem – det seneste købte jeg i dag til bare 5 kr. 🙂

havehus med levende lys - www.vangelyst

Jeg er sikker på at vi kommer til at bruge huset meget og glæder mig allerede til at sidde derude med en god bog og et tæppe når det bliver efterår og jeg ikke gider gå i haven mere.

ENGLISH: Last night we sat in the garden house and ate dinner. Is was Karl’s birthday – so he decided the menu. It was so cosy to sit with candlelight and eat and watch the sun set.

Besøg i Claus Dalby’s have – lysthuset i skovhaven

Galleri

Dette galleri indeholder 12 billeder.

Så er der lidt billeder fra mit besøg i Claus Dalby’a have – åhh, det er virkelig bare den smukkeste have! Hele haven og væksthusene var fantastiske – men specielt et sted var jeg særlig vild med – nemlig Lysthuset i … Læs resten

Hasselnøddemarengs med blåbær og syrligt flødeskum

blåbærkage opslrift - www.vangelyst.dk

Den anden dag plukkede Magnus og jeg de sidste blåbær. Det var rigtig hyggeligt at gå ude i det dejlige vejr og snakke lidt – det er efterånden ikke så tit sådan en teenager har tid til det – eller også gider han bare ikke…

blåbær i køkkenhaven - www.vangelyst.dk

– og bagefter hjalp han mig endda med at bage en kage.

Vi kiggede lidt rundt omkring og valget faldt på denne hasselnøddemarengs med blåbær og syrligt flødeskum – som vi fandt HER.

Friske blåbær - www.vangelyst.dk

Bunde:
4 æggehvider
100 g palmesukker (eller alm. sukker)
½ tsk salt
150 g hasselnødder, blendet eller hakket helt fint

Fyld:
2 dl piskefløde
2 dl cremefraiche
400 g friske blåbær – eller jordbær, ribs, stikkelsbær og solbær
50 g mørk chokolade, revet/hakket

Ovnen sættes på 150 grader varmluft. Mens ovnen bliver varm piskes æggehvider og palmesukker og salt stift med en håndmixer eller på røremaskine. Hasselnødderne vendes i æggehvidemassen, og herefter fordeles den i to cirkler på bageplader beklædt med bagepapir. Pladerne sættes i ovnen og marengsen bages til de er sprøde og gyldene, det tager ca. 40-50 min.

Hasselnøddemarengs - www.vangelyst.dk

Mens bundene afkøles piskes fløde til skum og herefter vendes creme fraice i. Cremen smørres ud mellem og på toppen af marengsen. Pynt med bær, og riv chokolade ud over.

Rigtig let og enkelt – Magnus styrede stort set det hele selv 🙂

ENGLISH: Some days ago we picked the last blueberries. My oldest son helped me and it was quite nice to be together in the garden. Afterwards he helped me bake a cake. Press “translate” in the top menu to read the recipe in English.