Inden sommerferien havde min søster spurgt om hun måtte komme over i sommerhuset på Fanø og holde ferie med os nogle dage – og selvfølgelig måtte hun det!
Vi har begge redet meget da vi var yngre – og blev hurtigt enige om at det kunne være skønt med en lang tur på hesteryg. Mærke farten og suget i maven på de gode lange galopture på den store åbne strand – nyde at være et med naturen – samtidig med at man er overladt til hestens enorme kræfter.
Sådan en tur kan man leve højt på i flere dage – det er som om der strømmer glæde og lykke gennem kroppen når man hopper af hesten, som får en til at smile og være glad.
Vi startede derfor med at køre ud til Fanø Rundridning – hvor vi bookede en god lang tur på stranden et par dage senere. De næste par dage gik vi og glædede os mens vi genopfriskede minderne fra barndommen med vores heste.
Endelig kom dagen hvor vi skulle ud og ride… Vi var selv med ude og vælge vores heste – eller dvs. min søster havde vist ikke drømt om at ride på en nordbakke… – og slet ikke en der hed Musse 🙂 Men det skulle vise sig at være en rigtig dejlig og absolut ikke kedelig hest.
Jeg fil lov til at ride på den skønne tinker vallak Skywalker – som var far til de fleste af hestene på gården. Siden var han dog blevet kastrereret og fik nu lov til at komme med ud på tur.
Den første del af turen levede op til vores forventninger – hestene var veloplagte, vejret klarede op – og forrytteren var opmærksom på at både ryttere og heste havde det godt.
Da vi kom ned på stranden red vi først helt nede til vankanten – mærkede varmen på kroppen og duftede sveden fra hestene og saltet fra havet. Vi tog en fri galop over stranden – og en mere. Men så skete det forfærdelige… Den ene af hestene styrtede!
Jeg oplevede det nærmest som en film i slowmotion. Af en eller anden grund kiggede både min søster og jeg os skråt tilbage og så på på den rytter der var mellem os netop i det sekund hesten snublede i en lille fordybning i sandet. Den faldt forover og slog en kolbøtte med rytteren under sig. Alle stoppede hurtigt hestene og red hen til pigen der nu lå helt stille…
Der blev straks ringet efter en ambulance – men hvordan forklarer men lige helt præcis, hvor man befinder sig, når man står midt på en åben strand – uden et eneste hus i sigte eller andre kendetegn? Det skal jeg sige dig – man sørger for at have installeret en app på sin mobil der hedder Strandklar! Jeg havde egentlig downloadet den, hvis vi nogensinde skulle få brug for hjælp, når vi bader og færdes på stranden – men den kan bruges til at fortælle ens GPS position lige meget hvor man befinder sig.
Så lige et godt tip – se at få den app installeret – men ved aldrig om man får brug for den en dag…
Det føltes som timer inden ambulancen kom… Jeg kan kun sige at jeg er lykkelig for at min dygtige søster var med. Hun er læge og tog det helt cool! Havde det stået til mig havde jeg insisteret på en redningshelikopter og jeg havde sikkert skabt mig i telefonen over at de var alt for lang tid om at komme.
Pigen der var styrtet med hesten havde usandsynligt ondt – og uvisheden om hvad der var sket med hende, var næsten ikke til at holde ud. Men mens jeg stod i situationen tænkte jeg faktisk ikke på det – jeg har oplevet det før – jeg slår følelserne fra og det handler kun om at få styr på situationen – give instrukser om hvor vi befandt os – indfange løse heste – sikre min søster havde styr på den svært tilskadekomne pige – selv sikre at en anden pige, der også var faldet af var ok – berolige de andre ryttere, få telefonnummer på pårørende osv.
Som du næsten kan regne ud var det ikke glæde og lykke, der strømmede gennem vores kroppe, da vi endelig kom tilbage. Vi var bekymrede for pigens tilstand – og talte om hvor hurtigt livet kan ændre sig. Hvor skrøbeligt livet er… og at man skal huske at nyde det, mens man har det.
Jeg mærkede til gengæld glæden og lykken, da jeg kom hjem til mine elskede børn og dejlige mand… Hvor var det skønt bare at få et stort knus! – og hvor er jeg stolt af min søster! Hun er bare sej…
Vi fik senere en besked fra pigens mormor om at hendes barnebarn havde brækket krageben, ribben og fået fået et brud på hoften – alt dette på trods af at hun havde haft ridevest på – så det kunne sikkert være gået meget værre, hvis det havde været en af os andre…
Pas på hinanden og nyd livet!
Forstår fuldt ud hvad du mener og at livet er skrøbeligt. Har selv prøvet det samme med min datter, hvor hesten stejlede og faldt bagover med min datter, på vores ridebane. Hun blev slået bevidstløs og var væk i ca 20 min, vores søn som lige var hjemsendt som soldat og førstehjælpsuddannet tog over indtil ambulancen kom. Min datter ( 14 år ) vågnede op og var helt fra den, hun blev surret fast og kørt med udrykning ti sygehuset, jeg var med og hun spurgte hele tiden om hun skulle dø… Puha anede ikke et dyt, men svarede selvfølgelig nej. Ambulancefolkene var dybt professionelle og både min datter og jeg registrerede at de slappede lidt mere af da vi var tæt på hospitalet ( 25 km ). En hop af sygeplejesker og læger stod klar da vi ankom til hospitalet. Hun slap heldigvis med hjernerystelse!
Vi havde jo en adresse, men den med app vil jeg straks føje til min liste, for tænk hvis…… Tak for det :-), kh margit
Puha Margit – det må også have været en grim oplevelse! Godt din datter slap med en hjernerystelse. Har også selv prøvet at vælte bagover med en hest – heldigvis kom jeg heller ikke så slemt til skade, men det gav en forskrækkelse. Både for mig selv, dem der var tilstede og mine forældre – og som du også beskriver det er uvisheden nok noget af det værste…
Pyha… stakkels pige. Min veninde skrev faktisk præcis den samme sætning til mig i dag om påmindelse om livets skrøbelighed. Hendes 13 -årige søn faldt under sport i sidste uge og beskadigede sin milt. Det kunne havde kostet ham livet, hvis han havde været mere uheldig.
Livet er dyrebart – og skrøbeligt.
Ja – der kan hurtigt ske noget. Vi skal passe på hinanden og nyde livet.
Uhh jeg fik et sug i maven efterhånden som jeg læste din beretning. Først af den der vind-i-hår beskrivelse som vi kender så godt.. Siden af bekymring. Føj for en afslutning på en ellers dejlig tur, men godt at de havde jer med. Med gps-holder og læge er man jo rimelig godt dækket ind. 🙂
Ja – der var nok ikke meget mere vi kunne have gjort for pigen efter uheldet var sket. Men bagefter tænker man alligevel på, hvor lidt der skulle til for at vi kunne have ændret “historien” – hvis jeg nu bare havde redet forrest (så havde jeg set hullet, bilder jeg mig selv ind) eller hvis vi bare havde holdt os ved vandkanten osv. Ikke noget jeg har dårlig samvittighed over – men bare tanker…
Pu ha, sikke en oplevelse, og jeg er mega glad for at det ikke var en af jer det gik ud over, for sådan et hul er nok ikke til st forudse. Jeg har også ret meget respekt for bare at galopere ud over en stubmark, for pludselig er der huller ;/
Any way, sådan en tur kunne jeg nu også godt tænke mig 🙂 selv om jeg jo selv har hest, så er det ikke lige en “tur model” 😉
Tak – Karin. Jeg er også klar på en ridetur igen når vi kommer til øen – det er nu skønt!
Jeg kneb en taare, simpelthen saa roerende
Tak – Kirsten. Det er jeg egentlig glad for at høre. Du skal selvfølgelig ikke sidde og græde hver gang du besøger mig herinde 🙂 – men det er altid svært at vide hvordan det man har skrevet vil blive opfattet af andre og jeg har faktisk været lidt i tvivl om hvordan jeg skulle skrive det – og om jeg overhovedet skulle gøre det… Det skulle ikke blive for langt og kedeligt – men heller ikke kort og overfladisk. Ville bare gerne dele oplevelsen – og give budskabet videre. Håber det er lykkedes.
Kan kun være enig med dig. Livet er skrøbeligt.
Ja – det er det. Men det gør også livet dyrbart og en hændelse som denne minder mig om, at vi ikke kan tage det for givet…
What a terrible accident to witness Nina but how lucky that girl was to have both you and your sister on the ride with her – I will certainly install that app on my phone. I hope the girl recovers and that you are able to enjoy riding on a beach again in the future – tragic events like this certainly do remind us all of how fragile our lives are.