Dem der følger med på bloggen ved sikkert, at vi startede med at lave nyt køkken allerede i sommers. Det har taget ret lang tid – vi (mest Ulrik) har lavet det hele selv med lidt hjælp fra venner og familie.
Det har været færdigt i noget tid – vi mangler kun en emhætte og lidt lister (gør man ikke altid det?) Men jeg har vist aldrig fået taget billeder og vist det færdige resultat på bloggen – så det kommer her.
Køkkenet vi har valgt hedder Bodbyn og er fra Ikea. Det passer rigtig godt til landstilen, som vi gerne ville have og med en stor emaljevask, der var til at betale sig fra. Alle hvidevarer har vi også købt i Ikea – undtagen altså lige emhætten, som vi mangler.
Selve rummet er smalt og aflangt med ikke mindre end 5 døre… så indretningen var en udfordring – uden så mange muligheder. Alligevel har jeg ændret flere ting og jeg synes resultatet er blevet rigtig godt.
På den ene langside har vi 3 stk. 60 cm underskabe med en bordlade på og vitrineskabe som står ned på bordpladen. Det fungerer næsten som en skænk eller buffet – og jeg er rigtig glad for resultatet, selvom jeg var meget i tvivl om hvordan det ville virke i rummet inden vi fik det sat op.
I bunden af køkkenet var der før et indhak, som vi ikke rigtig kunne bruge til noget. Det er nu blevet udnyttet med to ovne og et højskab (som man ikke kan se på billedet).
Bag ved højskabet er noget af muren skrå fra bagsiden af trappen til 1. sal, som går lige på den modsatte side. Det er nu blevet gemt inde i skabet, hvor de øverste hylder derfor ikke er så dybe.
Jeg nyder så meget, at der er skuffer over alt og at vi nu har fået en del mere plads.