Opskrift på salat med perlebyg og blåbær

Salat med blåbær og perlebyg

Til nabofesten i weekenden havde jeg bl.a. medbragt en salat med perlebyg og blåbær.

Det er en nem og hurtig salat – men alligevel super lækker!

Du skal bruge følgende:

1 stor håndfuld friske salatblade
1 æble
4-5 forårsløg
1/2 agurk
75 g. perlebyg (eller perlespelt)
1 håndfuld blåbær

Hvis man gerne vil lave salaten 100% paleo kan man f.eks. bruge en håndfuld solsikkekerner eller pinjekerner i stedet for perlebyg .

Men her får du udgaven med perlebyg – kog den efter anvisningen på pakken. Mens det koger kan du forberede de andre ingredienser.

Kogt perlebyg

Salat skylles og skæres i strimler, forårsløg skæres i små skiver, agurk halveres og udhules og skæres i mindre stykker, æblet skæres i både som skæres i skiver eller tern.

Læg salat i bunden af en skål og fordel de andre ingredienser oven på. Tag den afkølede perlebyg og hæld over og til sidst lægges friske blåbær på toppen – uhmmm!

Salat med blåbær og perlebyg

Hæld også gerne lidt olie og balsamico eddike over salaten…

Jeg har nærmest levet af det hele ugen, da jeg havde fået lavet en ret stor portion og derfor havde næsten en hel skål med hjem, men det har bare været lækkert at have en færdig salat i køleskabet til frokosten 🙂

Nina