Opskrift på aronia saft

Aronia bær i kande

I sidste weekend fik Alma og jeg plukket en del aronia. Men vi er slet ikke færdige endnu.

Vi har kogt aroniasaft i saftkogeren. Den helt rå og koncentrerede udgave – uden tilsat sukker! Vi kogle ca. 3 kg. aronia bær og det gav 2 ltr. saft – de sidste dråber måtte dog næsten vrides ud af gryden, men vi skulle lige have det sidste med…

Aronia bær kande opskrift saft

Aronia bær saftkoger

aronia saft tappes

Aronia saft flaske sundhed

Fremgangsmåden er ret enkel – man hælder vand i bunden af den nederste gryde (den må ikke koge tør) – aronia bær hældes i den øverste gryde og så tænder man for kogepladen og venter til vandet begynder at koge. Man skal ikke løfte låget for tit – så virker det ikke. Når saften begynder at sive ned i den mellemste gryde, kan man tappe lidt af med mellemrum. Man skal passe på det ikke flyder over, så det kommer ned i vandet i den nederste gryde.

Mellem tapningerne skal man lukke med klemmen om gummislangen.

Når man har tappet den første liter og saften ikke løber til så hurtigt til mere, kan man lette på låget og presse bærene mod siden af gryden med en grydeske, så den sidste saft kommer ud.

Når saften er tappet tilsætter jeg lidt atamon for at være sikker på, det ikke mukner eller gærer.

Vi drikker aroniasaften som et sundheds-shot hver morgen – fyldt med vitaminer og antioxidanter! Så satser vi på ikke at blive syge 🙂

Hvis man gerne vil drikke aronia saften som fortyndet saft, kan man koge saften op i en gryde med sukker efter den er tappet. Jeg tilsætter ca. 300-400 g sukker pr. liter og evt. lidt citronsaft.

God fornøjelse!

Nina Jochumsen / Vangelyst

Opskrift på salat med figner, ferskner og solsikkekerner

Figensalat med abrikoser solsikkekerner

Noget jeg er blevet bedre til, efter jeg er startet med at leve efter stenalderkost principperne er, at finde på nye spændende salater. Når man nu spiser så meget frugt og grønt, kører man lidt træt i det, hvis det hele tiden er det samme, man får lavet.

Samtidig skal det gerne være let, så jeg ikke behøver at stå i køkkenet flere timer – det er der sjældent tid til med tre børn, fuldtidsjob, træning, veninder, hus, heste og en mand der lige har bestemt sig for at træne til en 1/2 ironman næste år!

Opskrift på salat med friske figener abrikoser

Salat med figen abrikos solsikke

Lige nu kan man få de lækreste friske figner. Det er nok en af de frugter jeg ikke har været så god til at bruge tidligere, men den smager fantastisk!

Opskrift på figensalat til 2-3 peersoner lyder således:

2 friske figner
1 fersken
1 håndfuld salat
1 stor håndfuld solsikkekerner
1 lille håndfuld græskarkerner
lidt tørrede tranebær
Olivenolie og balsamicoeddike eller glaze balsamico (som er indkogt balsamicoeddike. Konsistensen er derfor ret tyk og smagen er meget cremet og fyldig).

Salat skylles og lægges i bunden af en skål eller et fad. Figner og abrikoser skæres ud i både og lægges ovenpå. Soksikke- og græskarkerner drysses henover og der drysses med tørrede tranebær. Til sidst hældes lidt god olivenolie over salaten – og evt. balcamico.

Figensalat med abrikoser glaze balsamic

Jeg gemmer altid balsamico til sidst, da resten af familien ikke er så vilde med det.

Nu har denne salat nok et lidt højere GI (glykæmisk index) end andre salater med alle de frugter der er i, så ved siden af fik vi også stegte grøntsager sammen med kylling og lidt grovpasta til børnene. Salaten kan også sagtens bruges som tilbehør til frokosten 🙂

Nina Jochumsen / Vangelyst

Opskrift på Lone Landmands brombærlikør

Opskrift på brombær likør

Alma og jeg nåede også i skoven i søndags (ud over at plukke aronia). For at finde brombær. For at plukke dem. De var ved at være på det sidste men vi fik alligevel plukket ca. 1,5 kg.

Da vi kom hjem lavede vi en portion brombærmarmelade – lidt alternativ udgave med steviasukker og honning. Den blev god! Men lige nu vil jeg give dig opskriften på brombærlikør.

Jeg har ikke prøvet at lave brombærlikør før – men for et stykke tid siden så jeg at Lone Landmand har lavet en likør med brombær. Kender du ikke Lone Landmand? Det gør jeg heller ikke – ikke sådan rigtig i hvert fald. Men jeg har fulgt hendes blog gennem et stykke tid – og det er virkelig nogle fantastiske beretninger hun laver fra deres autentiske landbrug.

Nå – men opskriften på brombær likør lyder sådan her:

300 g brombær
1 fl. rødvin
2 dl. honning (Lone Landmand bruger lys sirup)
3 dl vodka

Brombærlikør, rødvin, vodka

Brombær skylles og lægges i blød i rødvin i et højt glas – som sættes i køleskabet.

Så skal du vente… Efter 2 uger filtreres saften fra gennem et klæde i en si. Jeg vil gemme de rødvinsmarinerede brombær og prøve at lave en brombærmarmelade – eller måske Pana Cotta med brombær kompot? (nu er jeg vist ude i noget der slet ikke har noget med stenalderkost at gøre, men uhmm det kunne blive godt. Skal prøves.).

Til sidst tilsættes den filtrerede rødvin honning eller sirup og vodka, og så skal der ventes. Igen.

Hvor lang tid man skal vente er ikke godt at vide – men jeg vil tro 1 til 2 måneder. Man må jo prøvesmage undervejs 🙂 Jo længere der ventes – jo bedre (iflg. Lone Landmand).

Så vi venter spændte på brombærlikør.

Nina

Opskrift på salat med perlebyg og blåbær

Salat med blåbær og perlebyg

Til nabofesten i weekenden havde jeg bl.a. medbragt en salat med perlebyg og blåbær.

Det er en nem og hurtig salat – men alligevel super lækker!

Du skal bruge følgende:

1 stor håndfuld friske salatblade
1 æble
4-5 forårsløg
1/2 agurk
75 g. perlebyg (eller perlespelt)
1 håndfuld blåbær

Hvis man gerne vil lave salaten 100% paleo kan man f.eks. bruge en håndfuld solsikkekerner eller pinjekerner i stedet for perlebyg .

Men her får du udgaven med perlebyg – kog den efter anvisningen på pakken. Mens det koger kan du forberede de andre ingredienser.

Kogt perlebyg

Salat skylles og skæres i strimler, forårsløg skæres i små skiver, agurk halveres og udhules og skæres i mindre stykker, æblet skæres i både som skæres i skiver eller tern.

Læg salat i bunden af en skål og fordel de andre ingredienser oven på. Tag den afkølede perlebyg og hæld over og til sidst lægges friske blåbær på toppen – uhmmm!

Salat med blåbær og perlebyg

Hæld også gerne lidt olie og balsamico eddike over salaten…

Jeg har nærmest levet af det hele ugen, da jeg havde fået lavet en ret stor portion og derfor havde næsten en hel skål med hjem, men det har bare været lækkert at have en færdig salat i køleskabet til frokosten 🙂

Nina

Fødselsdag og varm rødbedesuppe

I går var det Karls fødselsdag – 9 år!! Hvor bliver tiden dog af? Synes ikke det er længe siden han var en lille tyk baby 🙂

karl-alma-fødselsdag2

Vi startede dagen med morgenmad og gaver – altså efter han havde været oppe og vække mig… Alle tre unger var nemlig allerede oppe og Ulrik havde hejst flaget inden han tog på arbejde – så det var kun mig de ventede på (total B-menneske). Men vi nåede at sidde og hygge med morgenmad og gaver inden det var tid til at komme af sted til skolebussen.

Normalt plejer børnene at få lov til at bestemme hvad de vil have til aftensmad når de har fødselsdag, men der havde vi ikke lige fået koordineret – faktisk havde jeg heller ikke fået handlet – så menuen kom til at stå på rødbedesuppe.

fødselsdag_collage

Jeg havde frygtet fødselsdagsbarnet ville brokke sig – men det gjorde han slet ikke. Begge drenge spiste faktisk med velbehag. Kun den mindste har endnu ikke helt fået smag for suppe….

rødbedesuppe

Opskriften blev til lidt ud fra hvad jeg havde i køleskabet – men suppen var vild god!

600 g rødbeder
4 stængler bladselleri med blade
100 g frisk spinat
1 løg
lidt frisk timian
2 tsk hvidløg
2 boullionterninger
2 l vand

Det er meget enkelt at lave – rødbeder skrælles og skæres i mindre stykker. Det hele hældes i en suppegryde og koges til rødbederne er møre. Så blendes det med en stavblender. Min er gået i stykker så det måtte en tur i Kitchen Aid blenderen, men det gik fint.

Som tilbehør fik vi friskbagte madboller og lidt stegt bacon i tern.

Til aften kom mormor og fik en kop kaffe – og hun inviterede Karl med ud og købe fødselsdagsgave i dag. Det sagde han jo ikke nej til! Så ind til videre har han vist haft en fantastisk fødselsdag og fået alt hvad han har ønsket sig og lidt mere til 🙂

Nina

Fuld af inspiration og opskrift på rødbedejuice

I går var vi til foredrag med Mads Bo fra “High on Juice” og den kendte sunhedsekspert Chris MacDonald.

Måske derfor der var lavet lækker rødbedejuice i morges da jeg stod op??

rødbede-saft-glas-morgenmad

Jeg havde givet Ulrik billetterne i fødselsdagsgave helt tilbage i april – så man må sige at han har ventet ret længe på det…

Men han har glædet sig rigtig meget. Og det har jeg også – havde nemlig inviteret mig selv med 🙂

high on life flyer

Det var rigtig godt og meget inspirerende – især blev vi begge meget positivt overrasket over Mads Bo. Hold nu op for et energi-bundt – det må være alt det juice han drikker!

Vi kendte begge til hans bøger og har set flere af hans juice-film-klip, men på scenen brændte han virkelig igennem på en sjov men samtidig alvorlig måde – som alle kunne forstå. Chris MacDonald gjorde det også rigtig godt, men i og med at man har set ham mange gange på TV – havde vi nok også nogle andre forventninger til ham og til hans budskab.

Netop det budskab var måske en smule anderledes end forventet – i stedet for at fokusere på at man selv er ansvarlig for sit liv og og for at træffe de “rigtige” beslutninger – handlede budskabet meget om hvorfor det kan være så svært at tage ansvar og træffe de rigtige valg – og at det er okay at vi ikke altid kan gøre det 100% – lidt er bedre end ingenting. Samtidig med at det er vigtigt vi ikke hele tiden udsætter planer om at komme i gang og tage sig sammen – men i stedet er det bedre at tage et lille skridt af gangen – og “falder” man i kan man altid starte på en frisk igen!

Og så er der en anden ting man skal vide:

“Kroppen har ikke noget NATURLIGT forsvar mod salt, sukker og fedt!”

Det eneste forsvar den har er frontallapperne i vores hjerne – men det er også dem som hele tiden bliver påvirket af omverdenen til at tage de forkerte beslutninger – i tilbudsaviserne, på tanken, når vi er pressede eller trætte og tager bilen i stedet for at cykle osv.

Jeg synes egentlig selv vi er ret godt på vej og har været det i et stykke tid – men det er altid godt at få inspiration og motivation til at blive ved!

Rødbedejuice glas

Nå – men måske vil I gerne vide hvad der var puttet i den rødbedejuice jeg fik til morgen?? – det kommer her:

1 rødbede
1 håndfuld Aronia bær (eller solbær hvis du ikke har Aronia)
1/2 agurk
1 håndfuld spinat
2 gulerødder
1 spsk. friskpresset citron
1 spsk. olie

Det giver 2-3 små glas juice – og smager faktisk ikke så tosset endda 🙂

Nina