Paleo frikadeller med squash og krydderurter

paleo-frikadeller_1

Da jeg startede med at følge stenalderkost principperne lavede jeg tit “almindelig” aftensmad til mand og børn – og en special udgave til mig selv.

Der gik ikke længe før børnene skulle smage min mad og begynde at brokke sig over hvorfor de ikke også måtte få det samme mad som mig!?

Øhh – jo, det må I da meget gerne, men ville jo bare være sød og lave det I kan li’…

En af de retter som både mand og børn meget hellere vil have i stenalderudgaven er frikadeller med squash og krydderurter. Det er sgu da dejligt! Jeg kan nøjes med at lave en slags aftensmad – der sikkert er lidt sundere end almindelige “gammeldaws” frikadeller!

paleo-frikadeller-ingredienser

Min udgave består af:
500-600 g. hakket svine- eller kyllingkød
2 æg
1/2 fintrevet squash
(skræl den evt. først – så er der ingen der opdager det)
1 fintrevet løg
2-3 spsk mandelmel
hakkede friske krydderurter

Hvis du ikke har mandelmel kan man også blende et par håndfulde mandler og putte i.

paleo-frikadeller-mandelmel

Jeg plejer at bruge denne mandelmel fra Kiviks Lilla Råa.

Det hele skal bare blandes sammen og så steger jeg dellerne på en pande med “slip-let” i en lille smule olivenolie.

Som tilbehør får vi salat og bagte rodfrugter.

Velbekomme!

Nina

Frugtsmoothie med æggehvider

Efter jeg er begyndt på stenalderkost, får jeg flere gange om ugen en smoothie til morgenmad – og spiser den for det meste sammen med en håndfuld mandler eller et stykke ristet stenalderbrød og en kop the.

smoothie_jordbær_1 smoothie_jordbær_2

Det er jo rigtig mange muligheder for at blande alt muligt sammen – alt efter hvad man lige har i køleskabet/fryseren. Jeg bruger dog altid æggehvider, som gør den dejlig cremet og giver længere mæthedsfornemmelse.

For det meste består min smoothie af følgende:

1,5 pasteuriseret æggehvide (=1 bæger)
1/2 appelsin
1/2 banan
5-7 frosne jordbær
1 lille håndfuld solbær eller aronia
1 lille stykke ingefær på str. men en terning
lidt hørfrø
8-10 mandler

Alt – undtagen mandler, hældes i en blender og blendes godt – mandler hældes i til sidste og blendes med ca. 5 sek. mere.

Jeg hælder også tit min shoothie i en thermokop med låg og spiser det når jeg kommer på arbejde 🙂

Velbekomme!

Nina

Nem stenaldergryde // paleo gryderet

Jeg elsker når det er nemt at lave god mad… Ikke mindst fordi jeg ikke altid (faktisk sjældent) har ret meget tid – når jeg først kommer hjem fra arbejde og ungerne skal køres til gymnastik, fodbold og judo… Samtidig vil jeg også gerne lave noget “ordentlig” mad vi alle kan spise – dvs. som passer ind i min stenalderkost.

paleo gryderet

paleo gryderet

Derfor vil jeg lige dele denne opskrift på en nem gryderet med jer, som jeg lavede til aftensmad i går – og som både mand og unger spiste vældig meget af:-)

  • 800 g. svinekød i tern (du kan også bruge kylling – så går det endnu hurtigere)
  • 1 ds. flåede hakkede tomater (gerne økologiske)
  • 4 store gulerødder
  • 250 g. champingon
  • 1/2 ds. kokosmælk (ca. 80 ml.)
  • 1/2 ltr. vand
  • masser af friske hakkede krydderurter (eller tørrede krydderier)
  • evt. 1 spsk majsstivelse

Kødet brunes mens gulerødder og champingon rengøres og skæres i skiver/tern. Herefter hældes vand og grøntsager op i gryden sammen med fint hakkede krydderurter.

Jeg brugte frisk citron timian, rosemarin og salvie fra min palle-plantekasse – men brug det du har eller find nogle tørrede krydderier i skabet.

Lad det stå og simre en times tid mens du f.eks. hjælper ungerne med lektier, løber en tur eller noget andet 🙂

Til sidst tilsætter du lidt kokosmælk – man kan sagtens bruge mere end jeg har gjort, men min familie er ikke så vild med alt for meget kokossmag. Det giver dog lidt smag og fylde når der nu ikke bruges mælk eller fløde.

Du kan tilsætte lidt majsstivelse, hvis det ikke skal være alt for tyndt, men det hører ikke med i stenalderkost 🙂

Som tilbehør fik vi salat og mand og børn fik brune ris – mens jeg tog en skive ristet stenalderbrød (dog uden kakao).

Velbekomme 🙂

Nina

Frokost med tomat/kokos-laks

I januar var jeg til foredraget “Få det allerbedste 2013… du fortjener det” med Umahro Cadogan. Det handlede i korte træk om:

  • Hvordan får du mere mental power?
  • Hvordan bliver du bedre til at koncentrere dig?
  • Hvordan får du mere overskud i hverdagen?
  • Hvordan øger du dit energiniveau?
  • Hvordan undgår du stress?
  • Hvordan får du al den sundhed din krop gemmer på?
  • Hvad skal der til for at ældes med ynde?

Det var et super spændende og inspirerende foredrag!

Siden da har jeg fået hans nyhedsbrev som også altid indeholder spændende læsning – og i sidste uge fortalte Umahro om hans nye kvindesundhedsbog “Kvinderevolution”, som han var ved at tage billeder til (se dem her) –  samt et “sneak-peak” på en af opskrifterne.

Jeg blev selvfølgelig inspireret og prøvede den straks af: TOMAT-KOKOS-LAKS… en meget simpel opskrift – men rigtig god!

tomat-laks

1. Tag udskåret laks (eller anden fast fisk) og sæt det på træspyd (det gjorde jeg dog ikke).
2. Vend laksestykkerne i mosede tomater og drys med kokosmel
3. Ovnbag eller grill dem…ca. 12 minutter ved 180° C i ovnen
4. Drys med peber og tørret timian

Jeg fik det til frokost sammen med tomater og stenalderbrød (se opskrift her).

Vi har allerede bogen “Herrerevolution: Sådan får du styrke, potens og power” – og den er rigtig god. Så nu glæder jeg mig bare at “Kvinderevolution” også udkommer – den skal jeg helt sikkert have fat på.

20130522-224619.jpg

Stenalderbrød med abrikoser og kakao

Jeg har været løbet tør for mit dejlige stenalderbrød i et par dage – så i dag var det tid til at lave en ny portion. Nogen gange kan jeg dog godt få lyst til at prøve lidt nyt – så der blev improviseret lidt med en alternativ opskrift 🙂

stenalderbrød_ingredienser

For at prøve noget nyt tilsatte jeg nemlig tørrede dadler, kokosmel og kakao – som ikke lige plejer at være en del af opskriften.

stenalderbrød_opskrift2

TIP: hvis du lige vil prøve brødet først og se om du kan lide det – kan du nøjes med at lave en halv portion (det gjorde jeg). Den ene halvdel af formen udfyldte jeg med en løs formet kugle af sølvpapir – og i den anden halvdel dejen til brødet med bagepapir i bunden.

stenalderbrød_collage

Fremgangsmåde:

  1. Æg, olie og tørrede abrikoser blendes godt (læg evt. abrikoser i blød i lidt lunkent vand først)
  2. De øvrige ingredienser hældes i en skål og røres sammen med æggemassen.
  3. Dejen hældes i en brødform med bagepapir i.
  4. Bages i ovnen i ca. 50 min. ved 160 grader.

stenalderbrød

Wupti – så har du det dejligste friske stenalderbrød!

Jeg plejer at skære hele brødet i skiver og lægge mellemlægspapir  mellem skiverne (se billedet med opskriften) inden jeg fryser det. Så kan man let tage en eller to skiver op af gangen.

Når jeg tager det frosne brød op lægger jeg det lige på brødristeren 5 min. og så bliver det bare så sprødt og lækkert.

God fornøjelse!

Nina

 

Paleo-muffins med banan og tørrede dadler

Her til aften bagte jeg nogle super lækre muffins, som er hurtige lige at lave – og så er de selvfølgelig uden mel og sukker 🙂 Jeg har flere gange lavet nogen lidt lignende, men denne gang blev de mere luftige end tidligere.

muffins ingredienserJeg er ikke så god til at følge en opskrift – hvilket også resulterer i at jeg ikke altid ved helt præcis hvor meget jeg har puttet i af det forskellige… – men udgangspunktet var som på billedet ovenfor.

  • en gulerod
  • 2 æg
  • en håndfuld mandler
  • 3 spsk. ren kakao
  • 2 dl. kokosmel
  • 10-12 stk. tørrede dadler (læg dem evt. i blød i lidt vand i 10 min, så er de letere at blende)
  • 3 bananer

Hertil har jeg tilføjet følgende:

  • en god sjat avokadoolie (olivenolie kan også bruges, men vælg en mild type, så de ikke får en bitter smag. Jeg bruger også tit kokosolie)
  • en håndfuld hasselnødder
  • 25g mørk chokolade 70% med orangeknas (ups… det er ikke helt paleo, men kan også sagtens udelades 🙂 )
  • en tsk. bagepulver

Det hele kommes i en blender – tilsæt evt. lige mere olie, hvis den ikke kan køre det hele rundt.

muffins paleo stenalderkostHer er så det færdige resultat efter en tur i ovnen ved ca. 160 grader i 30-40 min.

Hvis du synes de ser ud til at have en lidt underlig facon har du fuldstændig ret!! Jeg kunne nemlig ikke finde min muffinform, så måtte bruge en anden form, der ikke lige passede til – men de smagte jo godt alligevel 🙂

God fornøjelse!