Hjemmelavet citronfromage a la Camilla Plum

Hjemmelavet citronfromage med æg - www.vangelyst.dk

Nytårs-desserten stod igen i år på citronfromage – og jeg havde igen lokket min mor til at komme og hjælpe 🙂

Vi prøvede en ny opskrift – Camilla Plums Citronfromage. Den er meget enkel og indeholder en del flere citroner end den opskrift min mor plejer at bruge. Flere af gæsterne bemærkede det også – de syntes at den var dejlig syrlig – men med en god balance mellem det syrlige og det søde.

Camilla Plums opskrift citronfromage - www.vangelyst.dk

Når man har så mange lækre citroner bliver, man jo også nødt til at tage en masse billeder… så beklager der kommer lidt foto-spam 🙂

Jeg må indrømme at det var min mor der lavede det meste, mens jeg sørgede for oprydning og andre praktiske ting i køkkenet.

Ingredienser til Camilla Plum’s citronfromage

3 æg
100 g sukker
3 citroner
3 blade husblas
2 dl piskefløde

Fremgangsmåde:

Først skal æggeblommer piskes med sukker til en lys og skummende æggesnaps – og man skal altså piske rigtig længe så sukkeret er helt opløst. Herefter rives citronskal af citronerne (på den fine side af rivejernet) og blandes i æggesnapsen – saften presses også ud af citroner og gemmes til senere.

Læg husblas i blød i koldt vand.

Alle æggehvider piskes helt stive i en ny ren skål. Husk at piskerisene også skal være rene, ellers kan det være svært at få æggehviderne stive – og hvis æggehviderne ikke er helt stive bliver citronfromagen ikke luftig og lækker…

I en tredje skål piskes fløden til en blødt flødeskum.

Når husblassen er blevet helt blød klemmes vandet af og det smeltes i vandbad (i en lille skål i en gryde med vand) – det tager kun et par minutter. Den smeltede husblas hældes sammen med citronsaften.

Citronfromage opskrift Nytårsaften - www.vangelyst.dk

Så er det hele klar til at blive blandet sammen.

  1. Husblas og citronsaft piskes i æggemassen
  2. Vend flødeskum i æggemassen
  3. Vend til sidst æggehviderne i massen

Man skal gøre det lidt forsigtigt så alt luften ikke bliver slået ud.

Citronfromage dessert - www.vangelyst.dk

Citronfromagen stilles på køl til den er stivnet – ca. 3-4 timer. Til sidst kan man pynte med flødeskum og lidt citronskal.

Citronfromage Camilla Plum - www.vangelyst.dk

Den her opskrift på Camilla Plums citronfromage skal helt sikkert gemmes og bruges en anden god gang. Den var helt perfekt i konsistensen – blød, luftig og dejlig frisk og syrlig. Se også den anden opskrift på cirtonfromage vi tidligere har lavet HER.

English: Here is pictures and recipes for the lemon mousse IS made for New Years Eve. Press “translate” in the top menu and read the text in English.

Sund æblekage

Opskrift på sund æblekage - www.vangelyst.dk

I dag har vi bare slappet af… Alma har været til forbold indendørs for første gang og scorede 3 mål! Ulrik og drengene har været ude og se Magnus hold spille, men han var ikke selv med, da han er skadet. Jeg har været ude at cykle en tur ned til en af naboerne som skal på ferie – så jeg skulle lige instrueres i pasning af høns, ænder, gæs, køer, heste og et par katte 🙂

I eftermiddags synes jeg vi trængte til lidt sødt, men samtidig prøver vi lige at holde igen med sukker, hvidt brød og andre usunde sager. Tror jeg fik min dosis af hvidt brød og pasta, da vi var i Rom sidste weekend!

Jeg lavede derfor en lidt alternativ og forholdsvis sund æblekage – i hvert fald noget sundere end gammeldags æblekage som vi ellers alle er vild med.

Opskrift på sund og nem æblekage:

5 æbler
200 g havregryn
2 spsk. kokosolie
1 spsk honning
kanel
kakao
vanille
Skyr (som tilbehør)

opskrift sund æblekage - www.vangelyst.dk

Kernehuset fjernes i æblerne og de skæres i tern og fordeles i et smurt fad og drysses med kanel.

Kokosolie og honning smeltes på en pande og havregryn tilsættes. Drys lidt vanille og kakaopulver hen over og vend det på på panden til olie og honning er godt fordelt.

Blandingen hældes over æblerne og det sættes i ovnen ved 200 grader i ca. 15 min.

Opskrift på sund kage - www.vangelyst.dk

Til sidst dryssede jeg lidt mere kakaopulver over kagen – og så er den klar til servering.

Havregrynene kan godt være lidt tørre, så det er godt med skyr eller creme fraice til. Vi fik Cheasy Skyr med vanille til kagen – og det smagte rigtig godt.

æblekage med havregryn og skyr - www.vangelyst.dk

Sund og meget nem æblekage på under en halv time 🙂

Fødselsdag i lagkagehuset

Friske kirsebær - www.vangelyst.dk

I søndags var havehuset midlertidigt omdøbt til Lagkagehuset… Jeg holdt nemlig fødselsdag for familien til aftenskaffe – med diverse kager med friske bær.

Fødselsdag på terrassen - www.vagelyst.dk

Heldigvis var vejret fint først på aftenen – så vi kunne sidde ude på terrassen og hygge inden det store kagebord i havehuset.

Kagebord til fødselsdag - www.vangelyst.dk

Farmors gammeldags lagkage - www.vangelyst.dk

^ Farmors hjemmelavede lagkage.

Kage med friske bær - www.vangelyst.dk

Svensk sommerkage med friske bær og flødeskum.

smuldredejskage - www.vangelyst.dk

Kage med smuldredej og bær fra haven

Kagebord fødselsdag - www.vangelyst.dk

Fødselsdag på terrassen - www.vangelyst.dk

Det var en rigtig hyggelig aften og så dejligt når vi alle kan samles. Det var også ret godt vi lige kunne klemme os sammen i havehuset – inden i vores eget hus hersker der nemlig ret meget rod og uorden for tiden. Vi er gået i gang med renovering af vores køkken – og lige nu ser det sådan ud:

renovering af køkken - www.vangelyst.dk

Der er godt nok lang vej igen lige nu… Men jeg ved det bliver godt – og jeg glæder mig helt vildt til at der engang står et nyt køkken.

Opskrift på citronfromage – og godt nytår!

Opskrift citron fromage dessert - www.vangelyst.dk

Jeg har fået til opgave at have citronfromage med til dessert Nytårsaften, som vi skal holde sammen med nogle rigtig gode venner.

Det skal jeg selvfølgelig nok sørge for – men jeg har bare ikke den store erfaring med husblas – som hvem var bedre at spørge om hjælp end min mor, som er verdensmester i både kernemælkformage og citronfromage. Årh – hvor har vi bare fået det mange gange til dessert som barn 🙂

Opskrift citron fromage dessert - www.vangelyst.dk

Der findes sikkert mange lignende opskrifter på nettet, men jeg må hellere gemme min mors opskrift her på bloggen, så jeg kan finde den igen – og måske er der andre som også kan få glæde af den.

Opskrift på citronfromage (4 personer):

4 blade husblas
2 pasturiserede æg
75 g sukker
Saft af 1 citron
Reven skal af 1/2 citron
3 dl fløde

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 min. Pisk æggeblommer og sukker hvidt – og det skal virkelig piskes lææænge – til det er lyst og tykt.

Pisk også fløden til flødeskum og i en anden skål piskes æggehviderne stive så det hele står klar (vigtigt).

Bland citronskal og det halve af citronsaften i sukkerblandingen. Tryk husblas fri for vand og smelt det over vandbad for svag varme.Når det er smeltet hældes det sidste citronsaft i og det afkøles lidt. Hæld det i sukkerblandingen i en tynd stråle under omrøring. Bliv ved med at røre i blandingen til den begynder at blive en lille smule tyk – herefter vendes det sammen med flødeskum. Til sidst vendes æggehviderne i blandingen. Herefter stilles det til stivelse i køleskabet i ca. 4 timer eller længere.

Opskrift citron fromage dessert - www.vangelyst.dk

Opskrift citron fromage dessert - www.vangelyst.dk

Pynt lige inden servering med flødeskum og strimler af citronskal.

Nu krydser jeg bare fingre for at der ikke er nogen klumper eller trevler i citronfromagen – men umiddelbart ser det lovende ud 🙂

Rigtig godt Nytår!

Lækker julekrydderkage med lakrids og chokolade

Opskrift på krydderkage - www.vangelyst.dk

Jeg har længe haft lyst til at lave en rigtig julekrydderkage – og i går gik jeg lidt impulsivt i gang. Typisk mig – uden at have tjekket om jeg havde alle ingredienser eller at have fundet en opskrift jeg ville følge.

Så derfor skete det som så mange gange før at jeg lavede min egen opskrift – og heldigvis kom der noget rigtig godt ud af det 🙂

Opskrift på krydderkage - www.vangelyst.dk

~ OPSKRIFT PÅ JULEKRYDDERKAGE MED LAKRIDS OG CHOKOLADE ~

Ingredienser:
100 g mørk chokolade
200 g margarine
4 æg
75 g mel
150 g sukker
1 spsk kanel
1 spsk kakao
1 tsk vanillepulver
1 tsk lakrids (jeg bruger Johan Bülow – raw liquorice powder)
1 knivspids kardemomme
1 knivspids stødt ingefær
1 knivspids anis
1 knivspids stødte nelliker
50 g hasselnødder

Sådan gør du:
Chokolade og margarine smeltes i et vandbad (og nej – det kan ikke smeltes hver for sig, så skiller chokoladen og kagen bliver ikke god…) Samtidig lægges hasselnødderne i ovnen i ca. 10 min ved 150 g. Når chokolade og margarine er smeltet og rørt sammen piskes en æggeblomme i en af gangen. Æggehviderne gemmes til senere. Tilsæt mel, sukker og krydderier – smag evt. på blandingen undervejs og juster, hvis du gerne vil fremhæve noget fremfor andet.

Når hasselnødderne er afkølet hakkes de let og tilsættes blandingen. Æggehviderne piskes stive og vendes i til sidst.

Dejen hældes i en smurt bageform drysset med lidt mel.

Kagen bages i ovnen i ca. 45 min ved 180 grader. Når den er afkølet drysses den med flormelis.

Denne protion passer til en lille form på ca. 1 ltr. – lav evt. dobbelt portion til en lidt større form.

julekrydderkage - www.vangelyst.dk