Halloween græskarlygter

Min mor og moster har de sidste mange år haft mine og min brors børn på besøg i efterårsferien, hvor de har lavet Halloween græskarlygter. I år var ingen undtagelse – og selvom mine de to ældste nok ikke er så intresserede i det, som da de var mindre, tog de alligevel med – og jeg tror de hyggede sig.

Min mor og moster har et sommerhus sammen ved Grønninghoved, hvor vi tog ned for at mødes – her stod vi udenfor på den overdækkede terrasse i dejligt efterårsvejr og nød at det for en gangs skyld ikke regnede, mens vi tegnede hoveder på de store græskar og bagefter skar, slog søm i og diskuterrede om det var nødvendigt med hul i toppen til luft eller om fyrfadslysene kunne få ilt nok til at brænde uden. Jeg tror ikke vi blev helt enige…

Vi fik alle lavet nogle ret flotte græskar, hvis jeg selv skal sige det 🙂 Især Karl fik lavet en ret syret udgave, der blev skåret over og sat sammen med lange søm bagefter… 

Nu står græskarrene udenfor på vores egen terrasse – så skal vi bare lige huske at tænde dem ind imellem så man kan se de flotte ansigter.


Da vi var færdige med at lave græskar gik vi en tur ved vandet og fik endnu mere frisk luft, mens vi kiggede på sommerhuse og gættede priser på dem der var til salg. Det er altid sjovt at se om man kan gætte rigtig eller hvor langt man er fra…

Nu er efterårsferien allerede slut og på mandag er det tilbage i skole og på arbejde. I morgen skal vi arbejde lidt i huset hvor Ulrik er ved at gøre klar til at der kommer en og laver VVS så der kan komme lidt varme på igen.

I kan læse lidt og vores husprojekt HER.

English: A couple of days ago we have scary Halloween lights together with the kids – press translate in the top menu to read the text in English.

(U)hyggelig Halloween

halloween 2015 udklædning - www.vangelyst.dk

I dag har Karl haft sin gode kammerat på besøg – et af dagens højdepunkter var at de skulle ind til “byen” og rasle. Slik eller Ballade! – tror det blev SLIK de fleste steder, for de kom hjem med en hel bærepose fuld hver efter kun to timer… Jeg synes faktisk det er ret overvældende, at der er så mange søde mennesker, som lukker op og giver slik og søde sager til børnene – det må alligevel komme mange forbi sådan en dag. Tak!

Rasle-halloween-slik-eller-ballade

I år har både Alma og Karl været meget interesseret i at være klædt ud til Halloween og har talt om det hele ugen. Lidt sjovt – for normalt gider de ikke engang være klædt ud til fastelavn. Alma var klædt ud som en fæl heks med en økse gennem hovedet?! Karl som… tjaa? Bedøm selv – måske en slags spøgelse.

Halloween 2015 - www.vangelyst.dk

Det er også første år de begge har været ude og “rasle” – eller det vil sige – Karl har været af sted. Alma ville også rigtig gerne og hun havde lavet en aftale med en veninde…Jeg havde lovet at gå med så jeg var i nærheden – men de skulle selv gå hen og banke på. Vi tog også ind til byen , men da det kom til stykket ville hun ikke. Tror det var lidt for grænseoverskridende at gå hen og banke på ved nogen hun slet ikke kender – selvom veninden var ret modig og ikke havde noget imod det.

Vi bor jo ude på landet og er ikke vant til at der kommer fremmede og banker på – men tror alligevel hun ville have syntes det havde været ret hyggeligt at gøre det her ude, hvor vi kender hinanden, selvom vil bor lidt spredt.

halloween-uhygge-med-pizza

For at hun ikke skulle føle sig alt for trist over nederlaget, købte jeg lidt Halloween pynt sat ned til næsten ingen penge. Så Alma lavede et rigtig fint bord pyntet med pyntegræskar fra haven, serpentiner og guirlander, Halloween dækkeservietter og sorte lys.Det var rigtig (u)hyggeligt! 🙂