Loppefund fra Fanø

Ingen sommerferie uden loppemarked på Fanø! Der er faktisk loppemarked hele 3 dage hver uge i sommerperioden – fredag i forsamlingshuset i Rindby, lørdag på torvet i Nordby og søndag ved børnehuset i Sønderho.

Sådan har det været de sidste par år. Derudover er der også en genbrugsbutik i Nordby og et par forskellige private second-hand butikker. Hver onsdag er der “open-night” i Nordby, hvor rigtig mange private stiller boder op i byen – det er bare sååå hyggeligt.

Nå – men søndag tog Alma og jeg et lille smut til Sønderho for at tjekke deres loppemarked ud. Der var mange fine ting, men jeg prøver at begrænse mig… jeg har jo ikke plads til mere efterhånden! Så hvis jeg skulle købe noget, havde jeg besluttet, at det skulle være noget særligt.

Da vi kom til den sidste bod stod der den skønneste, store sylte-krukke. Vi taler altså en kæmpe udgave på 40 liter. Sådan en stor en har jeg aldrig set før – så den fangede straks min opmærksomhed… Men jeg kunne se, at der også var andre, der var ret interesserede i den – så jeg tænkte at jeg hellere måtte slå til med det samme og efter lidt forhandling frem og tilbage blev vi enige om prisen. Der stod en mand ved siden af mig som også lurede lidt på krukken og han viskede bagefter “der gjorde du en god handel…” 🙂

Sådan en “lille” syltekrukke er jo ikke lige til at gemme i lommen – så vi måtte pakke den i bagagerummet og gå til bekendelse da vi kom hjem, da vi fik det obligatoriske spørgsmål fra Ulrik: “Nååå – købte I så noget?” Heldigvis har han givet op – og jeg tror faktisk han synes den er ret pæn 🙂

Nu har den fået en god plads i vores entré med et lille oliventræ i.

Jeg elsker detaljerne og de runde former.

Det blev til lidt flere loppefund i løbet af ugen – men mest noget til sommerhuset, så jeg har ikke slæbt en masse med hjem denne gang. Lige nu er jeg gået all-in på at finde et par brugte cykler, som skal med over i sommerhuset, så vi har lidt at cykle på når vi skal på tur. Ind til videre har jeg købt en damecykel til 200 kr. som er hentet og rengjort – og en anden er købt til 100 kr. som jeg skal have hentet i løbet af ugen. Det er altså fedt når man kan gøre nogle gode fund! Mere om dem senere.

ENGLISH: here is my latest flea find. It’s a big old pot. Press translate in the top menu to read the text in English.

Nyt kontor

Bolig Magasinet 2018

Hjemmekontoret har fået en makeover!

Kender du det – man har et rum som ikke rigtig bliver brugt og det ender med at man sætter flere og flere ting der ind, som man ikke lige har plads til andre steder og til sidst kan man nærmest ikke komme frem eller tilbage…!?

Sådan har vores kontor været i flere år. Ekstra møbler, kasser, mapper og jeg skal komme efter dig… Skrivebordet var alt for stort og en smuk gammel skrivepult, som Alma brugte da hun var mindre, men som ikke er blevet brugt de sidste par år.

Skrivebordet har jeg haft lidt svært ved at skille mig af med, da det har været min farfars og senere min fars…(han døde i 2005). Men jeg har haft det i over 10 år og har aldrig fået det malet og ordnet, som ellers var planen – så det var måske også et tegn på at det ikke passede ind og nu skal videre.

Da jeg endelig tog beslutningen om at gå i gang med at ordne kontoret gik min indre skattejæger straks i gang og inden længe havde jeg samlet en god portion loppeguld 🙂

Indretning af kontor med loppefund

  • et gammelt omklædnings metalskab til 200 kr. købt på Facebook
  • en kommode købt til 200 kr. på dba.dk
  • en fin stol model Jacob fra Ikea til 50 kr. via dba.dk
  • en gammel stalddør som jeg har fået gratis af vores nabo
  • to skrivebordsbukke fra Ikea
  • et billede der skal bruges som opslagstavle fra genbrug til 50 kr.

Der er kommet et par ting ekstra til siden billedet blev taget…

Gammelt metalskab

Metalskabet har god patina må man sige – måske lige til den gode side, men det går lige. Stalddøren er blevet kortet op og slebet ned og fungerer nu som bordplade på skrivebordet.

Upcycling af kommode

Her er kommoden som jeg i første omgang brugte en formue på at male “peach” farvet… Men jeg må bare indse at jeg ikke er klar til denne farve i min indretning endnu. Så den er nu blevet malet med Annie Sloan chalk maling i farvet “old white” – det ved man hvad er 🙂 Jeg har desuden købt sorte apotekergreb til skufferne ved KK Beslag.

Jakob stol fra Ikea

Skrivebordsstolen er en Ikea Jakob Swivel stol fra 2007 – så den har omkring 10 år på bagen, men stadig meget smuk, let og tidløs. Og så til 50 kr.!!

Ikea Jakob Swivel stol 2007

Nå – men her er så resultatet omkring skrivebordet 🙂 Det er selvfølgelig Ulrik der har været min handy-man og forvandlet stalddøren til en bordplade.

Alma og Karl hal allerede overtaget kontoret, som I måske kan se på den sorte tavle.

Indretning af kontor med loppefund

Og har I set denne skønne lille fugl som Alma engang har lavet til mig? Er den ikke fin…

hjemmelavet fugl i ler

Det er skønt med de små forvandlinger – nu mangler jeg bare lige at få styr på de ting og sager som ikke skal ind på kontoret igen.

ENGLISH: makeover of my home office done with lots of second hand items. Press “translate” in the top menu to read more.

Nye loppefund – gamle flasker og et fint bord

Genbrugsguld gamle glas www.vangelyst.dk

Weekenden gik med fodboldstævne, 90 års fødselsdag og så kom jeg til at købe lidt i genbrug…

Jeg har længe været på udkig efter gamle glas – og det skal jeg da lige love for jeg fandt… Både store og små apotekerglas, snapseflaske og en lille vinballon fik jeg med hjem. Jeg fandt også gammelt skrivemaskinebord af mærket Ehapa….

Ehapa skrivemaskinebord - www.vangelyst.dk

Jeg har læst mig frem til at Handelsselskabet Ehapa blev oprettet i 1936 og solgte kontormaskiner samt kontormøbler og inventar. Selskabet hørte under Egmont, som vi i dag kender som Danmarks største mediekoncern. Ehapa eksisterede frem til 1962, hvor det blev lukket. Jeg synes det er så skønt når tingene har en historie – at et lille navn i bunden af en skuffe lige pludselig gør, at man kan se for sig at det lille skrivemaskinebord har stået nyt og flot i vinduet i stueetagen på Vognmagergade, hvor Ehapa havde forretning med stort udstillingslokale. Kan I også se der for jer? Bordet fandt jeg i øvrigt i en lille privat butik i nærheden af hvor vi bor, hvor indehaveren ind imellem sælger ud af sine egne loppefund, når der skal gøres plads til lidt nyt 🙂

Loppefund Kirppu - www.vangelyst.dk

Lørdag formiddag var Alma og jeg egentlig kørt i Panduro Hobby efter noget Vintage kalkmaling, som jeg skal bruge til et par møbler, der skal friskes op – mere om det senere.

Jeg havde længe tænkt på at køre forbi “loppesupermarkedet” Kirppu, hvor private kan leje en stand og sælge sine ting, uden selv at skulle være til stede – og derfor smuttede vi lige ind forbi for at tjekke det ud….. Som I kan se greb det lidt om sig med krukker og glas.

Bomolie apotekerglas - www.vangelyst.dk

Jeg er ret vild med BOMOLIE apotekerglasset… Igen måtte jeg undersøge lidt nærmere og finde ud af hvad bomolie er for noget. Jeg kan derfor fortælle at man i gamle dage brugte bomolie til mange forskellige ting – f.eks. som lægemiddel til påsmøring el. indgnidning mod gigt og som middel mod ondt i brystet, som kunne lindres ved at smøre med varm bomolie og et uldent stykke lagt på. Det blev desuden anvendt som almindelig smøreolie. I dag er det betegnelsen for olivenolie af dårlig kvalitet, som ikke er egnet til at spise, men kan bruges til industrielle formål og til fremstilling af sæbe. Så ved I også det 🙂

Kasserne på øverste billede er en byttehandel med naboens søn. Jeg fik 3 gamle sodavandskasser fra Vejen Mineralvandsfabrik i bytte for to Orpington haner! Det var da en god handel – det tror jeg også han synes! ha ha.

ENGLISH: This weekend I found some old things – again… Press “translate” in the top menu to read the text in English.

Dagens loppefund – genbrugsbutikker i Horsens

Loppefund

I dag har jeg været på loppe- og genbrugstur i Horsens. Jeg har flere gange hørt om den store genbrugsbutik der hedder Genbrugsland og tænkte, at det var tid til at se nærmere på butikken.

Faktisk kom min trang til en loppe-tur nok af at vi egentlig havde planer om at tage til Brørup Marked i går – men regn og blæst gjorde at vi ikke tog af sted…. Men nu var mit loppe-gen altså blevet tændt på at komme ud og blive luftet – så noget måtte der ske.

Genbrugsland er stort og der var mange varer – dog ikke så meget der  lige fangede mig. Jeg fandt dog et flot marmor skærebræt, en Noa Noa skjorte og en prikket top.

Lige ved siden af ligger Blå Kors – en gigantisk genbrugsbutik i to plan og med en afdeling ved siden af, hvor private også kan sælge deres ting.

Blå Kors butikken var rigtig flot indrettet med reoler i gamle treller og kabeltromler som borde. Både tøj og porcelæn var stillet op i farve orden. Egentlig meget fint – men for mig blev det uoverskueligt… jeg vil hellere have det opdelt efter type så jeg kan se hvor alle tallerkner er – alle bluser osv. Men for dem der ikke gider at gå og rode og ikke er vant til genbrugsbutikker er dette måske en meget god opdeling.

Det eneste jeg købte i Blå Kors butikken var en råhvid Aluminia kande og et par Hummel bukser.

Den sidste butik jeg nåede var Kirkens Korshærs genbrugsbutik. En helt traditionel genbrugsbutik, hvor tingene stod lidt tæt og der ikke var nogen farvekoordinering 🙂

Her købte jeg resten af tingene…


Loppefund brun kande stentøj

Se lige formen på den her kande – jeg synes den er så fin 🙂

Loppefund retro - www.vangelyst.dk

Barometer er til havehuset og den brune skål er nu Walther-hundens vandskål.

Juleplatterne har jeg samlet på et stykke tid og vi bruger dem til jul når vi skal spise æbleskiver og andet julehygge.

Loppefund marmor og glasskåle

Marmor skærebrættet er jeg ret glad for! Det kostede kun 30 kr… og små glasskåle kan man altid bruge.

Loppefund not noa tøj

Lamperne skal vi have op i sommerhuset – dem er jeg også rigtig glad for 🙂

Loppefund - udendørslampe

Så alt i alt en rigtig god dag – med flere fine ting. Nu er mit loppe behov dækket for en stund 🙂

Loppefund fra Fanø

Loppefund fra Fanø - www.vangelyst.dk

Det bliver næsten altid til at par loppefund når vi er på Fanø… og sidste gang var ingen undtagelse.

På det store loppemarked I Sønderho fandt jeg ellers en gammel skoleplanche med bier – men kom desværre 2 sekunder for sent og en anden købte den lige for næsen af mig!! – æv! I stedet måtte jeg nøjes med disse to kaffesække, som jeg skal bruge til at lægge indvendigt i bistadet, så bierne kan holde varmen. Du kan læse mere om mine bier HER.

Fliser med husnumre - www.vangelyst.dk

Ved Kræmmerboden i Nordby købte jeg nogle små fine fliser med husnumre til sommerhuset – vi skal lige have lavet en plade med en ramme på, hvor de bliver limet på. Det skal nok blive godt!

Muselmalet tallerken - www.vangelyst.dk

Den sidste ting var en gammel tallerken, som jeg fandt i genbrugsbutikken… Jeg har en svaghed for muselmalet – og selvom den har lidt skjolder, er den alligevel super fin synes jeg.

Forår i havehuset

Indretning med loppefund - www.vangelyst.dk

Jeg elsker at indrette med loppefund og andre gamle sager, som jeg både finder og får foræret. Mange venner og familiemedlemmer spørger efterhånden altid mig inden de smider noget ud – og det er jo bare dejligt 🙂

Når der nu ikke er ret meget forår udenfor er det jo dejligt at man kan rykke indendøre i havehuset. Her er der næsten forårsstemning.

Flotte pink roser - www.vangelyst.dk

En flot buket pink roser, som jeg har fået af en veninde.

indretning havehus - www.vangelyst.dk

Ring Travellers dåse - www.vangelyst.dk

Fin gammel Ring Travellers dåse, som passer godt til de naturlige og organiske farver, jeg har i havehuset. Ind imellem skifter jeg farverne – men den grønne passer til det hele.

Romantisk stil indretning og Den levende have Claus Dalby - www.vangelyst.dk

Tavle med kridt - www.vangelyst.dk

I morgen skal vi til fødselsdagsbrunch hos min mor, men jeg tvivler på at vejret bliver lige så godt som forrige år, hvor jeg tog billeder af pigerne og min moster – og af blomstrende kirsebær, da vi var ude og fejre min mor…