I dag er det 10 år siden jeg mistede min far – 10 år siden jeg har set hans smil og hørt hans stemme… Nogen gange føler jeg næsten det er en evighed siden og er bange for at glemme ham – andre gange som om det var i går, at han kom forbi for at se til hestene, få en kop kaffe eller sørge for at et eller andet blev ordnet.
Derfor får jeg på dage som denne også stadig følelsen af, at det er trist, uvirkeligt og vildt uretfærdigt, at han ikke er her mere.
Jeg har nok altid været “fars pige” og vi havde et stærkt bånd. Vi talte sammen næsten dagligt om projekter vi havde gang i, hvordan hestene havde det, hvordan det gik med Magnus – og så kom han tit forbi bare lige for at sige hej når han alligevel var ude at køre.
Han var altid gavmild og havde ofte legetøj, slik eller andre gaver med til Magnus. Han elskede at overraske og forkæle os og se glæden i vores øjne. Han var meget hjælpsom og sørgede altid for at ting blev ordnet og skaffet, han var kærlig – gav altid knus og kram – og var fantastisk til at samle hele vores store familie.
Alt det beundrer jeg ham for og tænker jeg på når jeg mindes ham.
Selvom det hele hurtigt kan blive ret sørgeligt når man tænker tilbage, er det også vigtigt at huske på at livet går videre, selvom ingenting er som før. Alt går videre. Alt fortsætter. Det gælder om at leve livet og sætte pris på det mens man kan. Være mere positive, grine mere, være mere sammen og dele oplevelser med hinanden.
ENGLISH: Today it is 10 years ago I lost my dad – some times it feels like forever since I have seen him and other times just like it was yesterday. Press “translate” in the top menu to read the text in English.