Fra fredag til lørdag har jeg været i København og besøge min søster sammen med min mor og min moster. Anledningen var egentlig at min søster havde givet min mor og moster billetter til Det Kongelige Teater i julegave sidste år – og nu de var blevet enige om at de hellere måtte få gaven indløst inden næste jul (som jo er lige om lidt!)
Jeg havde fået lov til at komme med – og havde glædet mig rigtig meget. Min søster havde bestilt billetter til balletten Kameliadamen – som var en fantastisk forestilling. Okay, jeg burde nok lige have læst et resume inden, men man kan nå meget i pausen – så der blev det lige læst op på handlingen og det gjorde bare 2. og 3. akt endnu bedre. Der var en helt fantastisk stemning i den gamle teatersal, måske fordi det var sidste dag forestillingen kørte – og da stykket var færdig blev der klappet og klappet og alle kunstnerne kom nok ind 5-6 gange. Jeg kunne slet ikke lade være med at sidde og smile for mig selv helt oppe på øverste balkon over den glade stemning 🙂
I øvrigt var selveste Dronning Magrethe også inde og se stykket – godt nok alene, men vi kunne se lige ned til hende – så vi måtte op og stå hver gang hun kom ind. Man må sige at teateret virkelig levede op til sit navn 🙂
Lørdagen startede på Statens Museum for Kunst og herfra gik vi forbi Café SULT og fik lidt forkost. Resten af eftermiddagen brugte vi på at gå rundt i København og på at shoppe lidt. Til aften havde vi bestilt bord på den nyåbnede restaurant BÆST, som min søster havde hørt skulle være rigtig god – og det var den bestemt også! Jeg kan varmt anbefale stedet.
Lørdag aften ved 23-tiden gik turen tilbage til jylland – jeg havde nemlig lovet Alma at være hjemme her til morgen, så jeg kunne komme med ud og se hende kæmpe til hendes første judostævne! Hun kæmpede mod to drenge og selvom hun ikke vandt var hun bare så sej!
P.S. Billedet af balletdanserne er lånt fra det Kongelige Teaters hjemmeside – flere billeder kan ses HER.