Blåbærsalat

Lækker blåbærsalat - www.vangelyst.dk

Lige nu bugner et par af mine blåbærbuske i køkkenhaven med bær. Jeg tror aldrig der har været så mange blåbær på før. Desværre er der også en busk som nærmest ikke har et eneste blåbær og en sidste busk som er gået helt ud…

Inden længe er de modne og klar til at blive plukket og så skal jeg bruge dem til at strø hen over min morgenmad som du kan se HER – eller til en lækker salat med Blåbær.

Opskrift på blåbærsalat - www.vangelyst.dk

Det er vel næppe en opskrift, der kræver nærmere forklaring – man tager bare de grøntsager man lige har eller godt kan lide og laver en salat. Til sidst drysses de solmodne blåbær ud over og giver en dejlig frisk og sød smag til det grønne.

Det smager dejligt og ser smukt ud.

Blåbærsalat - www.vangelyst.dk

Så nu håber jeg bare på lidt mere sol og varme, så mine blåbær kan blive modne.

Og apropos blåbær så er det måske ikke de rigtige blåbær, som er blå inden i men i stedet mosebøllebær eller amerikanske blåbær. Det skal jeg lige have tjekket når jeg får dem plukket.

Blomkålssalat med blommer og blåbær

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

Det er ved at være længe siden jeg har blogget om paleo og sunde opskrifter.

Det er ikke fordi jeg ikke spiser efter paleo-principperne mere – for det gør jeg. Måske ikke helt så striks som tidligere – men til hverdag undgår jeg stadig helst mælkeprodukter, pasta, mel og andre kornprodukter.

Samtidig er der så mange andre gode bloggere, der skriver om stenalderkost – og der er jo ingen grund til at kopiere hinanden. Jeg har heller ikke selv brug for at følge specielle opskrifter så meget som i starten – efterhånden har jeg nemlig fundet en del grundopskrifter, der sidder på rygraden – og ellers spiser jeg faktisk meget det samme som resten af familien 🙂

Noget af det jeg spiser en del af er salat – både til frokost og til aften. Nogen gange er det dog rart med lidt nyt, så det ikke bare er det samme – iceberg, agurk, tomat, peberfrugt og måske lidt avokado, hvis det skal være vildt!! Jeps – sådan ender altså tit for mig…

Der skal faktisk ikke så meget til – det gælder vist bare om lige at være lidt kreativ ind imellem, så man ikke bliver træt af at køre i det samme og det samme.

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

Så her er inspiration til en lækker blomkålssalat med blommer og blåbær. Jeg lavede den selv til aftensmad i dag og både Ulrik og drengene godkendte 🙂

Det skal du bruge:

1 blomkål – koges 2 min. eller dampes
2 blommer – skæres i kvarte
1 håndfuld blåbær
lidt mandler – brunes på en stegepande og hakkes
evt. 1 pk. frisk mozzarella (ikke paleo) – smuldres i salaten
avokadoolie eller en anden god olie
frisk oregano

Den kan både spises som kold salat eller lun – hvis du blander det hele sammen mens blomkålsbuketterne er varme.

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

ENGLISH: Inspiration for a fresh and delicious salad. Press transtale in the top menu to read the text in English.

Opskrift på paleo blomkåls-tabouleh

blomkåls tabouleh

Så kommer der en paleo opskrift igen – denne gang på en nem og velsmagende salat, nemlig en blomkåls-tabouleh.

I dag er det jo grundlovsdag så jeg havde lidt tidligere fri og lavede en omelet med blomkåls-tabouleh til forkost, da jeg kom hjem.

Tabouleh er egentlig en delikat mellemøstlig ret (salat) bestående af grøntsager, krydderurter og couscous eller bulgur – men da jeg nu prøver at begrænse mit indtag af ris, pasta og korn (især hvede som couscous og bulgur stammer fra) – har jeg brugt blomkål i stedet for.

Man kan både bruge salaten som forkostmåltid eller som tilbehør til aftensmaden.

blomkåls tabouleh

Opskrift på blomkåls-tabouleh:

Blomkål
Rød og gul peber
Squash
Forårsløg
Persille
Mynte

Mængderne bestemmer du selv alt efter om det bare er til en enkelt person eller til flere. Blomkål rives på et rivejern og grøntsagerne skæres i små fine tern/stykker. Persille og mynte skal hakkes fint og så blandes det hele sammen i en skål.

Som dressing brugte jeg en hurtig hjemmelavet honningdressing:

1 tsk honning
1 spsk olie
lidt citron
salt og peber

blomkåls tabouleh

Vejret er ikke så godt i dag – så jeg må hellere komme i gang med at male vinduer indenfor i mit havehus, nå nu det ikke er vejr til at være udenfor…

ENGLISH: Today I made cauliflower tabouleh for lunch – now I will go out in the garden house and paint the windows inside as the weather is not good enough to be out in the garden anyway.

Nina Jochumsen / Vangelyst

 

Stenalderkost – En kur der dur – helt enkelt…

stenalderkost nemt & enkelt - www.vangelyst.dk

Nogen af jer har måske fulgt med i “En kur der dur”? Det har jeg – og jeg synes ideen med at belyse forskellige kure og sætte fokus på sundhed og sund livsstil er en rigtig god idé.

Jeg er dog blevet ret skuffet over deres bedømmelse af de forskellige kure…

Først fik juicekuren 4 stjerner af ernæringseksperten Louise Bruun på trods af at deltagerne var ved at brække sig af at drikke juice og især den ene skulle ikke i nærheden af juice i meget lang tid. Så er risikoen for at falde tilbage i sit gamle mønster meget stor, når man ikke har fået nogle gode værktøjer at arbejde med, når hverdagen melder sig.

Til gengæld gav hun kun Stenalderkost 2 stjerner fordi hun mente at det var problemetisk at man på den ene side helst skulle spise økologisk samtidig med at man skulle spise meget kød? Der er jeg ikke enig i! Man behøver altså ikke spise meget kød bare fordi man spiser efter stenalderkost principperne – faktisk mener jeg at det er en udbredt misforståelse, at stenalderkost er en diæt, hvor man skal spise meget kød. Tværtimod bør man øge mængden af grøntsager – så det dem, der erstatter kornprodukterne fremfor kød!

Lægen i programmet Jerk W. Langer kunne se at deltagerne havde tabet meget fedt og ikke så meget muskelmasse, hvilket var positivt. Desuden var han tilhænger af at vi spiser på den måde, vores gener er beregnet til, og som vi gjorde for ti tusind år siden. Fordelen er, at man primært skærer de hurtige kulhydrater og junken væk. Dog trak det meget ned i hans bedømmelse, at det var meget besværligt at leve efter stenalderkost principperne. Her er jeg så igen ret uenig – stenalderkost er ikke mere besværligt end man selv gør det til! Faktisk er det den nemmeste kur jeg har prøvet og den eneste jeg har kunnet holde – ikke noget med at tælle kalorier, lave mad efter bestemte opskrifter osv. Derfor er det heller ikke længere en kur for mig, men bare en del af en ny sund livsstil.

Jeg siger ikke at stenalderkost passer til alle – det tror jeg bestemt ikke. Jeg er sikker på at vores gener er forskellige og man skal prøve sig frem og finde det er passer en bedst.

Men jeg kunne godt have tænkt mig at “eksperterne” havde sat sig lidt bedre ind i de forskellige kure – og havde bedømt dem lidt mere objektivt.

I øvrigt også lidt påfaldende at ernæringseksperten Louise Bruun gav 5:2 kuren toppoint, når hun lige selv har udgivet en bog om selv samme kur – synes I ikke? Bortset fra det – så kunne jeg godt selv finde på at prøve 5:2 kuren… Men det vender jeg tilbage med.

stenalderkost nemt & enkelt - www.vangelyst.dk

Nå – det blev en længere smøre… Men som sagt så skal det være nemt, enkelt og lækkert når jeg skal lave mad. Med to fuldtidsjobs, tre børn, 4 heste og sport hver dag – er programmet tit lidt presset. Jeg har ikke tid til at stå og lave to forskellige slags aftensmad – men tilpasser det så der f.eks. er pasta, ris eller kartofler til mand og børn og resten kan vi alle spise – altså kød og grøntsager.

Til aften fik vi i dag denne salat sammen med kylling, rødbede “fritter” og pasta. I morgen tager jeg rester med på arbejde til frokost sammen med et stykke Stenalderbrød med hørfrø – nemt ik’?

Salaten består såmænd bare af følgende:

  • blandet salatblade
  • avokado
  • rødløg
  • grøn peber
  • bønnespirer (ikke paleo)

Tilsæt til sidst olivenolie og lidt friskkværnet peber. Jeg krydrede også med lidt citrongræs fra Urtekram – men lidt friskpresset citron eller lime kan også bruges.

stenalderkost nemt & enkelt - www.vangelyst.dk

ENGLISH: For me the paleo diet is no longer a diet – but a part of my new healthy lifestyle. At the same time it has to be easy and delicious as I don’t have much time in at busy working day with full time jobs, 3 children, 4 horses and sports each day.

Nina Jochumsen / Vangelyst

Frisk salat med appelsin, pære og granatæble

paleo salat appelsin pære granatæble persille

Så er det vist ved at være tid til lidt sunde paleo opskrifter igen….

Det er egentlig ikke fordi jeg tænker så meget over at følge opskrifter mere selvom jeg spiser stenalderkost – jeg ved bare hvad jeg skal holde mig fra – alle mælkeprodukter, korn, mel og bælgfrugter – og så selvfølgelig hvidt sukker… alt andet spiser jeg som jeg har lyst til.

Men det er altid inspirerende at finde opskrifter eller skrive dem ned, når jeg har fået lavet noget, der smager godt 🙂

paleo salat appelsin pære granatæble

Vi fik egentlig denne salat juleaften – men jeg har lavet den et par gange siden, da jeg synes den er så dejlig frisk.

Opskrift:

1 stor håndfuld salat (evt. en salatblanding med rucula)
1 appelsin
1 pære
1/2 granatæble
2 spsk græskarkerner
1 spsk olivenolie
1 spsk balsamico eddike (eller citron, hvis det skal være 100% paleo)

Appelsinen skrældes og skæres i skiver og pæren skæres i to halve og derefter i skiver. Græskarkernerne ristes et par minutter på en pande og hældes i en skål sammen med salat og frugterne. Det hele vendes sammen med olie/eddike blandingen og krydres evt. med lidt peber.

Wupti – så har man en lææker salat!

paleo salat genbrug salatbestik sølvgaffel DIY

Et godt genbrugs-tip er at bruge gamle sølvskeer og gafler som salatbestik 🙂

ENGLISH: Here is a easy recipe for a delicious salad – you can read the text in English if you press “translate with google” in the top menu.

Nina Jochumsen / Vangelyst