De sidste par weekender har været fyldt med familieudflugter og traditioner. Således var vi i sidste weekend i Vingsted, hvor vi samles hvert andet år med hele min mors familie. Hun har oprindeligt 6 helsøskende og 4 halvsøskende – et par enkelte er gået bort – men det lykkedes som regel at samle de fleste incl. børn og børnebørn – så vi er ret mange!
Vi mødes altid på Vingsted Mølle, hvor vi hygger og laver en stor buffet med medbragt mad. Senere på dagen går vi som regel en tur ned til Vingsted Jernalderlejr.
Det er ikke mere end et par uger siden at Karl var der med sin klasse i to dage, så han kunne give og en rundvisning og fortælle om alle tingene.
Han viste os også fødderne af den høne han selv havde hugget hovedet af – Alma var ikke helt vild med det, men Karl beroligede hende med at det var ret godt at fødderne hang udenfor døren, de holder nemlig alle onde ånder væk!
Inde i et af husene fik jeg taget dette billede. Er egentlig ok tilfreds de vanskelige forhold taget i betragtning. Jeg skulle lige have haft lidt mere lys – og måske nogle mere tålmodige børn… Med det samme de hører “klikket” efter jeg har taget et billede forsvinder de som dug for solen, så var nødt til at være lidt skrap og få dem samlet igen for at tage et par billeder mere, inden jeg fik kameraet indstillet 🙂
Jernalderlandsbyen i Vingsted er et af Danmarks største rekonstruerede jernaldermiljøer, her er huse, marker, smedje, offersted og husdyr. I jernalderlandsbyen kan man deltage i aktiviteter, der tager udgangspunkt i, hvordan livet var for jernaldermenneskene, man kan deltage i markarbejde, træarbejde, fejring af solhverv og anden dyrkelse af hedenske guder, tilberedning af jernaldermad og meget mere. Karl fik bl.a. lavet et flot bælte med et spænde han selv havde lavet i jern.
Det var ikke kun mig der tog billeder – min søster Ellen og Alma gik også og hyggede sig. Det er et utrolig smukt og spændende sted, hvor man sagtens kan holde ind og gå en tur, hvis man er i området.
I juli måned kan familier endda holde en uges sommerferie, hvor man lever døgnet rundt i jernalderlandsbyen. Læs mere om det HER.