Så kom der sørme sne… Heldigvis ikke så meget her hos os, som andre steder i landet – men alligevel nok til at Magnus og Alma kunne lave en snemand. Med dykkerbriller!
Jeg burde egentlig have ryddet op i stalden og i bryggerset, hvor Ulrik efterhånden er ved at være færdig med at sætte elementerne fra vores gamle køkken op, men jeg havde mere lyst til at hygge med Alma, som klippede julepynt, mens jeg foldede papirdiamanter. Diamanterne i to dele, der skal sættes sammen, var ret nemme – men de andre, som er foldet i et stykke, var ved at give mig grå hår! Efter jeg havde foldet et par stykker, gik det dog noget lettere 🙂
Karl er begyndt at spille håndbold og skulle spille sin første kamp i dag – vi var alle sammen af sted for at se ham spille og han klarede det flot. Holdet vandt heldigvis, så det var en god start.
Alma og Magnus havde besluttet at bage kage til kaffen, som vi skulle have, da vi kom hjem. Noget gik dog galt under vejs – og vi var alle enige om, at det ikke lige var en kage, der var egnet til at spise…
Heldigvis havde vi nogle æbleskiver, som vi kunne varme 🙂
Til aften havde Alma ønsket tomatsuppe, så jeg bagte et par durumbrød til. Jeg er egentlig ikke ret god til at få bagt brød, men det tager jo ikke lang tid – så jeg burde gøre det noget oftere.
I morgen er det allerede hverdag igen – synes bare sådan en weekend går alt for hurtigt…